Behandling af Rhinophyma

Før og efter behandling af Rhinophyma (kartoffelnæse) - behandlet på AROS Privathospital

Rhinophyma
Rhinophyma er et led i hudsygdommen rosacea, som viser sig i ansigtet med rødme, udvidede blodkar og eventuelt gule småknopper. Især hos mænd kan der tillige ske en vækst af næsens talgkirtler, således at der fremkommer en puklet, svampeagtig blårød forstørrelse af næsen. 
Rhinophyma kan være skæmmende for udseendet og resultere i en nedsat livskvalitet. Ligeledes kan omgivelserne fejlagtigt antage, at rhinophyma skyldes et stort alkoholforbrug (portvinsnæse).

SE FLERE FØR/EFTER BILLEDER HER >

Generelt om behandlingen
I modsætning til almindelig rosacea er rhinophyma ikke tilgængelig for medicinsk behandling. Dette betyder, at mange patienter og disses læger antager, at der ikke kan gøres noget ved problemet, men det er ikke korrekt. Med laser eller elektrokirurgi kan den fortykkede hud skrælles af, således at næsens form og størrelse næsten genskabes.

Egnethed
Inden operationen skal man sikre sig, at patientens rosacea er i ro. Dette kan eventuelt kræve medicinsk behandling med creme eller tablet. Der skal holdes pause med blodfortyndende medicin før og efter operationen.

Proceduren
Behandling med laser og elektrokirurgi har vist sig at kunne reducere næsens størrelse og delvist genskabe næsens facon. Behandling med ablativ CO2-laser skal ofte gentages for at opnå et tilfredsstillende resultat, mens en enkelt behandling med elektrokirurgi kan være tilstrækkelig. Der findes forskellige elektrokirurgiske principper, herunder radiobølger, som er effektive til at skære gennem huden og samtidig lukke karrene, så blødning er beskeden.

Bedøvelse
Disse behandlinger kan foregå i fuld bedøvelse, men lokalbedøvelse er at foretrække.

Bivirkninger
Lokalbedøvelsen er forbundet med lette smerter. Efter behandlingen kan der være blødning fra såret. I den første uge skal der anvendes en forbinding, som skiftes ved behov; den første gang efter 1 døgn på behandlingsstedet.

Risiko for komplikationer
Behandlingen kan være kompliceret af smerter, blødning, infektion og ardannelse. Væsentlige komplikationer er dog sjældne. Men det er vigtigt, at patienten er velinformeret om disse komplikationer og har en realistisk forventning til behandlingsresultatet.

Der er risiko for følgevirkninger af bedøvelsen, infektion, blødninger, dårlig sårheling og dårligt kosmetisk resultat samt for blodansamlinger.

Ingen form for kirurgi er risikofri, men meget alvorlige komplikationer indtræffer dog meget sjældent.

Heling og bedring
Efter et par uger begynder der komme ny hud på overfladen, og efter et par måneder kan man vurdere resultatet af behandlingen.

SE FLERE FØR/EFTER BILLEDER HER >

Tilbage til Nyheder