Overarmsløft Og -Fedtsugning

Hvad er en brachioplastik?
Brachioplastik er den plastikkirurgiske betegnelse for kosmetiske operationer på overarme. Operationsteknisk anvender man såvel fedtsugning til udtynding af fedtpuder på overarmene som bortskæring af overflødig hud til opstramning af overarmene og genskabelse af en naturlig, æstetisk armkontur - et overarmsløft.

Hvem kan have glæde af en brachioplastik?

Der er principielt to grupper, som kan have glæde af en brachioplastik. Der er dels dem, som enten pga. et større vægttab eller blot med alderen har udviklet meget løs hud på overarmene, især lokaliseret til overarmenes inder- og undersider, og så er der dem som har påfaldende tykke overarme pga. lokal fedtophobning. Disse fedtpuder kan også være lokaliseret til overarmenes ydersider.

I gruppen af dem, som har lykkedes med et større vægttab, kan problemet med et uskønt "overarmsgardin" være særligt udtalt, og der kan være tale om en kombination af for meget hud og for meget tilbageværende lokaliseret fedt. Der er mange, som ærgrer sig over problemet, bl.a. fordi det giver mange indskrænkninger i beklædningsmuligheder, men kun få plastikkirurger gør opmærksom på muligheden for at få udført en brachioplastik.

Det skyldes dels, at det operationsteknisk ikke er helt enkelt at opnå en naturlig armkontur, dels de uundgåelige ar, der følger med, hvis fedtsugning alene ikke er tilstrækkeligt. Det er lidt en skam, for en veludført brachioplastik er en taknemmelig operation, fordi den kan være løsningen på et meget irriterende, iøjnefaldende problem.

Overarmsløft eller fedtsugning?

Hvornår skal man vælge et overarmsløft og hvornår skal man vælge en fedtsugning?
Det er klart, at kan man klare problemet alene ved en fedtsugning, er det den bedste løsning, eftersom en brachioplastik udført ved fedtsugning alene reelt er ar-fri. De afgørende faktorer er hudens spændstighed og fedtlagets tykkelse. Jo mere spændstig hud og jo tykkere fedtlag, jo større sandsynlighed er der for at man kan nøjes med en fedtsugning.

Har man både slap hud og et for tykt fedtlag på overarmene i forhold til den øvrige del af kroppen, bør fedtsugningen suppleres med et overarmsløft. Det kan kun klarlægges ved en personlig konsultation, om du kan nøjes med en fedtsugning, eller ved en fælles afvejning af gevinst over for ulemper og risici om du også har behov for et regulært overarmsløft.

For at opnå et resultat du er tilfreds med, er det yderst vigtigt, at du er helt ærlig både mht. dine forventninger om operationsresultatet og din helbredstilstand. Det er så vores ansvar at bibringe dig et realistisk billede af, hvad du kan opnå ved operationen. Målet bør altid være et resultat, som er i harmoni med resten af kroppen. Planlægger du et vægttab, bør du realisere dette inden operationen. Dermed opnår du det bedste resultat med den mindste operative risiko.

Gør en brachioplastik ondt?

Operationen foretages oftest i lokalbedøvelse, evt. suppleret med afslappende medicin i en blodåre. Men ønsker du det, kan det naturligvis også gøres i fuld bedøvelse. Efter operationen skal du regne med en vis lokal ømhed i nogle dage. Du vil få udleveret smertestillende medicin til de første dage. Efter et par dage klarer man sig fint med almindelige hovedpinepiller.

Hvordan udføres operationen?

Ved operationen fjernes overskydende hud og fedtvæv på overarmene, samtidig med at hud og underhud løftes op mod armhulen, og en æstetisk overarmskontur genskabes. Ved fedtsugning alene bliver der blot lavet enkelte 3 mms snit i hver arm. Ved behov for et overarmsløft placeres arrene så vidt muligt skjult i armhulen, men ved store mængder løs hud kan arrene "snige" sig næsten ned til albuerne på disses indersider. Huden sys så vidt muligt med indvendige tråde, som ikke efterlader stingmærker.

Er der udført et overarmsløft anlægges evt. et sugedræn (et lille plastikrør) til fjernelse af sivende væske og blod. Drænene fjernes typisk dagen efter. Forbinding anlægges med plaster og en elastisk komprimerende forbinding fra hånd til armhule. Du kan vælge at få udført operationen ambulant, hvis de hjemlige forhold tillader det, men du har også mulighed for at forblive indlagt til dagen efter.

Hvordan holder man den løftede hud på sin nye plads?

Hvordan holder man den løftede hud på sin nye plads efter operationen?
Har du fået lavet et overarmsløft er det meget vigtigt både for bevarelse af den genvundne facon på overarmene og for at undgå brede ar, at man anvender komprimerende og løftende kompressionsærmer i tiden lige efter operationen. Kompressionsærmerne tilrådes du at have på døgnet rundt i 3 uger, gerne i 3 måneder! Har du kun fået lavet fedtsugning, er 3 ugers kompression tilstrækkeligt. Første kontrol er 10 dage efter operationen samtidig med evt. trådfjernelse.

Hvilke risici er der og hvilke operationsfølger kan man forvente?

Brachioplastik er en forholdsvis enkel operation, og i erfarne hænder er det hos raske, normalvægtige personer en operation med meget lille risiko for varige mén. De almindelige kirurgiske komplikationer såsom blødning og betændelse forekommer, men sjældent. Ved store hudreduktioner, et tykt fedtlag og tobaksforbrug skal man være opmærksom på risikoen for henfald af fedtvæv under den opstrammede hud. Dette kan medføre sårdannelser i hudrandene. Disse heler oftest af sig selv, men det kan vare mange uger, og kan nødvendiggøre senere korrektion af arrene. Risikoen minimeres ved, at du nøje følger de givne anvisninger før og efter operationen.

Det er almindeligt, at følesansen i huden på indersiden af overarmene er nedsat i begyndelsen, og hos enkelte kan der efter et overarmsløft være en vis blivende nedsættelse. De første par uger vil der være blå mærker i huden evt. helt ned på underarmene og hævelse. En uomgængelig følge af en brachioplastik, som inkluderer et overarmsløft, er arrene. Det er vigtigt at gøre sig klart, at selv om arrene placeres så diskret muligt, så vil de være synlige i visse stillinger.

Det er også vigtigt, at man accepterer at der går mindst et halvt år, før arrene begynder at blive bløde og blegne og falde i med den omgivende, blege inderarmshud. Det er meget individuelt, hvor brede arrene vil blive, men en erfaren plastikkirurg vil bestræbe sig yderst for at gøre dem så diskrete som muligt. Derudover er der muligheder for selv at fremme arhelingen og mindske arbredden. Vigtigst er at undlade rygning i de første måneder, dernæst anvendelsen af plaster, evt silicone og kompression.

Hvor tidligt kan man vurdere resultatet?

Du vil allerede efter få dage kunne sætte pris på resultatet, om end det endelige resultat mht. armkonturen og hudens opstramning først kan bedømmes flere måneder senere, når hævelsen er helt forsvundet. Som nævnt skal man have mere end ét års tålmodighed, før man kan se, at arrene begynder at blegne og blive bløde. Brachioplastik vil gøre det lettere for dig at vælge beklædning og vise dig i sommertøj. De fleste patienter beretter om en forøget livskvalitet og en større kropslig frihed.

Resultatet er varigt i den forstand, at det hud og fedt, som er fjernet, ikke kan komme igen. Tager du på i vægt, vil du også tage på i det opererede område, men kun proportionalt med kroppen i øvrigt. Det endelige resultat lader som nævnt vente på sig. Du bedes derfor først møde til resultatkontrol tidligst 3 måneder efter operationen. Der skal gøres opmærksom på, at der evt. ydes støtte fra "danmark" til operationen, men det kræver individuel ansøgning.