Direkte øjenbrynsløft

Et direkte øjenbrynsløft er en kirurgisk forenklet version af et pandeløft, hvorfor det foreslås at læse emnet "Pandeløft" først. Den kirurgiske forskel til et pandeløft ligger i snittenes placering. For patienten er det en enklere og billigere metode, men den indebærer en risiko for synlige ar i kanten af øjenbrynene.

Formålet med et direkte øjenbrynsløft er det samme som med et pandeløft: at "genåbne" øjenregionen ved at lade øjnene komme ud af skyggen fra øjenbryn, som med alderen kan have sænket sig helt ned over øjnene. Ved et direkte øjenbrynsløft kan man således opnå næsten det samme som ved et pandeløft, dog vil evnen til at "bryne" ikke blive svækket, hvorfor det ikke har nogen "formildende" effekt på de lodrette folder imellem øjenbrynene.

Hvordan udføres operationen?

Operationen er enkel at udføre. Den består ganske enkelt i at man skærer en bræmme overskydende hud væk over øjenbrynene. Det kritiske er placeringen af arrene og den optimale positionering og formning af øjenbrynene. Det resulterende ar kan vælges placeret enten i en af de vandrette pandefurer eller i øvre rand af øjenbrynene. For at opnå et løft også af den ydre del af øjenbrynene, er det nødvendigt at arrene går helt ud i hårgrænsen.

Operationen anbefales gjort ambulant i lokal bedøvelse, evt. suppleret med en afslappende kirurgisk rus. 

Hvordan er efterforløbet?

I efterforløbet for et direkte øjenbrynsløft er der snarere ømhed og føleforstyrrelse af huden over øjenbrynene end egentlige smerter. Der vil desuden altid opstå hævelse og evt. også misfarvninger, som "siver" ned i de øvre øjenlåg. Hævelsen aftager drastisk allerede efter en uge, mens misfarvninger klinger af i løbet af 2-3 uger. De kan dækkes med makeup eller solbriller. Ømhed og føleforstyrrelser tager derimod flere måneder om at fortage sig helt.

Hvilke risici er der forbundet med et direkte øjenbrynsløft?

Et direkte øjenbrynsløft har en lige så lav risiko som et pandeløft, men en anderledes risikoprofil. Der er ikke er nogen realistisk risiko for nedsat følesans i pande og forreste del af håret, hvilket der er ved pandeløftet, fordi man dér udtynder "brynemusklerne". Der er faktisk kun én betydende risiko, som til gengæld ikke findes ved et pandeløft: risikoen for at de resulterende ar bliver synlige på en skæmmende måde.

Det direkte øjenbrynsløft har derfor primært sin berettigelse ved personer med en meget lys hudtype, personer med rigelige vandrette pandefolder, som kan kamuflere arrene, og personer, som helbredsmæssigt har en øget risiko ved et pandeløft lavet i fuld bedøvelse.