Vi tilbyder højt kvalificeret kirurgisk behandling af sygdomme i skjoldbruskkirtlen og biskjoldbruskkirtlen. Strumakirurgisk Klinik AROS
Sygdomme i Biskjoldbruskkirtler

Biskjoldbruskkirtler har ansvaret for kalk-stofskiftet i kroppen gennem et hormon, de producerer, som hedder Parathyreoidea Hormon (PTH).
Man har normalt 4 biskjoldbruskkirtler. De sidder bag på skjoldbruskkirtlen, 2 på hver side af halsen. Hvis én eller flere af dem producerer for meget hormon får man for højt kalkniveau i blodet. Dette opdages som regel tilfældigt ved en blodprøve, eller fordi man får uspecifikke symptomer som træthed og forstoppelse. Hvis man ikke behandler tilstanden, risikerer man i løbet af nogle år at få hjerte–kar sygdomme, foruden nyresten og knoglesmerter.

Hyperfungerende biskjoldbruskkirtler udredes og diagnosticeres på medicinsk afdeling med blodprøver, Ultralydsundersøgelse og parathyreoidea scintigrafi. Tilfældet kan være følge af anden sygdom så som vitamin D mangel eller nyre sygdomme. I så tilfælde behandles tilstanden ved at behandle årsagen. Nogle tilfælde er arvelige.

De tilfælde, hvor de ikke er følge af en anden sygdom, behandles kirurgisk.

Kirurgisk behandling

Operation for hyperfungerende biskjoldbruskkirtler består i at jeg fjerner den eller de syge kirtler.
Valg af operationsmetode er afhængig af fundet ved ultralydsundersøgelse og parathyreoidea scintigrafi. Kan man ved udredningen lokalisere den syge kirtel ved hjælp af de omtalte undersøgelser, er det muligt for mig at fjerne den ved en lille operation, hvor jeg går målrettet efter den syge kirtel.

Ellers opsøger jeg ved operationen alle fire kirtler for at finde de syge. I tilfælde af at alle 4 kirtler er syge, fjerner man 3 af dem og efterlader den fjerde efter at have markeret den mhp. evt. opfølgende behandling.

Bedøvelsen
Operationerne foregår i hel bedøvelse, som varetages af speciallæge i anæstesi ved vores Anæstesiklinik. Kun i enkelte tilfælde kan operation foregå i lokal bedøvelse.

Forløbet efter operationen

Mine patienter kan som regel udskrives dagen efter operationen. De tilbydes kontrol ved centersygeplejerske 10 dage efter operationen.

Jeg ser selv mine patienter 2 måneder efter operationen mhp kontrol af kalkniveau. Samtidig undersøger jeg om alt er vel efter operationen.