Ole Momsen, speciallæge i plastikkirurgi med 31 års erfaring Plastikkirurgisk Center AROS
Stritøreoperation - korrigering af stritører & andre øredeformiteter

Hvad er årsagen til stritører?
Stritører skyldes abnormiteter i bruskskelettets udvikling på linie med andre abnormiteter såsom underudvikling af bruskskelettet. Der er flere faktorer i ørebruskens udvikling, som er betydende for ørets udseende. I hovedparten af tilfældene er det enten en overudvikling af den inderste øreskål, kaldet concha, eller en underudvikling af folderne i den yderste del af øret, kaldet helix. Af og til er det en kombination af begge dele. Derudover findes der flere sjældne varianter. Valget af plastikkirurgisk metode bør naturligvis gøres ud fra arten af den tilgrundliggende bruskabnormitet. Det må således anses som en kunstfejl at operere alle ører på samme måde, nemlig ved blot at knække den bageste fold længere ind mod hovedet.

Hvem har behov for operation for stritører?

Operation for "stritører" betegnes teknisk som otoplastik. Det er den hyppigst udførte plastikkirurgiske operation på børn. Det kan altid diskuteres om sådanne operationer er kosmetiske eller rekonstruktive, men det står fast, at tilstanden skyldes abnormiteter i bruskskelettets udvikling, og det står også fast, at ørernes fejlstilling kan være så udtalt, at bæreren bliver psykisk påvirket og socialt handicappet heraf. Fejludvikling af ørerne kan være et større problem end fx fejludvikling af ryggen pga. ørernes iøjnefaldende placering. Det er klart, at nogle i kraft af en stærk personlighed kan overkomme det handicap deres stritører påfører dem, men langt flere er de børn, som i det stille lider under deres ørers fejlstilling. Det er naturligvis ganske individuelt, hvornår ørers fejlstilling er så udtalt, at der er behov for operation. Måske er det bedste kriterium, at stritørerne er det første, folk bemærker, når de møder barnet.

Hvornår er det tiden at udføre en stritøreoperation?

Vores kropsbevidsthed udvikles med alderen og er sædvanligvis åbenbar omkring 5 års alderen. Det er også alderen for en stærk udvikling i den sociale funktion, og stritører kan blive et unødvendigt handicap i den livsfase. Øret har opnået 85 % af sin endelige størrelse allerede i 3 års alderen, og der er kun en meget lille vækst af øret efter 10 års alderen. Et muligt passende tidspunkt for operation er 4-5 års alderen. Operation på det tidspunkt kræver dog fuld bedøvelse. Det må derfor med i overvejelserne, at efter ca. 10 års alderen er det muligt for de fleste børn at klare operationen i lokal bedøvelse.

Hvordan udføres operationen?

Operationen udføres ambulant. Som ovennævnt skal i hvert fald små børn opereres i fuld bedøvelse. Snittene lægges uanset operationsteknik altid i folderne bag på øret, således at de i praksis bliver usynlige. Ved operationen korrigeres deformiteterne i ørebrusken, enten i skålen (en conchaplastik) eller i randen (helixplastik). Det er ikke huden, der er bestemmende for resultatet. Ørebrusken ommodelleres tredimensionelt, hvorfor det ikke er muligt på en enkel måde at måle sig frem til korrektionen. Dermed er det heller ikke altid muligt at gøre de to ører fuldstændigt symmetriske, hvilket de i øvrigt ofte ikke er fra naturens side. Det vigtigste er at undgå unaturlige knækdannelser i ørets folder, idet disse er meget synlige og afslørende for operationen.

Er der risici forbundet med operationen?

Risici og komplikationer forbundet med otoplastik er generelt små, men omfatter naturligvis dels de mulige i forbindelse med fuld bedøvelse, dels de sædvanlige ved enhver operation. Væsentligst at nævne er infektionsrisikoen. Det er sjældent at der optræder infektion, men hvis infektionen berører selve brusken kan den være meget vanskelig at bekæmpe og medføre forringelser af ørets form. En blodsamling kan også forekomme og kan medføre behov for reoperation. Blodsamling forebygges ved en korrekt anlagt hovedforbinding, som ikke får lov at blive taget af før tiden (8 dage). Edelig skal nævnes, at man ved ørets ommodellering ofte benytter sig af syninger i ørets brusk. Hvis disse syninger skærer igennem ørebrusken, typisk pga. efterfølgende træk eller vrid i øret under ophelingen, kan ørets form skride tilbage mod den oprindelige og reoperation blive nødvendig.

Forholdsregler efter operationen

Ved operationens afslutning bliver man udstyret med en hovedforbinding, som dels tjener til at bibeholde ørernes nye facon, dels forhindrer blodsamling i at opstå. Efter 8 dage fjernes forbindingen. Sytrådene er ofte selvopløsende og behøver derfor ikke at blive fjernet. De næste 3 uger skal man om natten have et pandebånd på, igen for at bevare den nyvundne normaliserede ørefacon.

Hævelse og misfarvning af huden på og omkring ørerne forsvinder gradvist i løbet af 2-4 uger. Sammenfattende må siges, at en stritøreoperation er en delikat operation, som skal udføres med den rigtige teknik for at give et optimalt resultat. Men korrekt udført er det en taknemmelig operation med en meget høj patienttilfredshed.

Der ydes støtte fra "danmark" til stritøreoperation.

Andre øredeformiteter

Der findes naturligvis også mange andre, mere sjældne afvigelser på ørers udseende, som kan være generende for deres bærere. De fleste er tilgængelige for plastikkirurgisk korrektion, og man er altid velkommen til at spørge. Et typisk problem, som mange ikke ved kan bedres på en diskret måde, er for større eller for strittende øreflipper. Også gennemrevne huller i ørerne kan lukkes igen.