Tragtbryst

Tragtbryst er en medfødt abnormitet i brystvægsskelettet. Det kan være så udtalt at det kompromitterer hjertefunktion og vejrtrækning, og det kan være så mildt, at det blot må betragtes som en variant af normal udvikling og kun rent kosmetisk generende. De svære grader kræver en indgribende operation på skelettet, mens de milde grader kan behandles med enten et implantat eller en filler.

Implantatindlægning

Implantatløsningen er aktuel ved et moderat dybt tragtbryst, hvis der ønskes maximal udjævning. Men man skal være opmærksom på at denne behandling dels har en ikke ubetydelig infektionsrisiko, og at den uvægerligt indebærer at man pådrager sig et ar på maven neden for brystbenet. Er tragtbrystet så dybt, at implantatbehandling er indiceret, er man også berettiget til at få det udført på en plastikkirurgisk afdeling på et offentligt sygehus, hvorfor vi sjældent udfører disse behandlinger på Plastikkirurgisk Center på Aros Privathospital.

Fillerbehandling

Ved de mildeste grader af tragtbryst har en fillerbehandling mange oplagte fordele frem for implantat-indlægning, og der er her tale om en yderst enkel behandling. Behandlingen foregår i lokalbedøvelse, og man behøver ikke at være indlagt. Metoden er i praksis arfri. Desuden er risikoprofilen ganske anderledes gunstig. Se venligst yderligere under Fillers.