Postbariatri - Plastikkirurgisk korrektion for ekstremt hudoverskud efter stort vægttab

Et vellykket vægttab skæmmes ofte af en udtalt løshed af huden, typisk på maveregionen, men evt. også på ryg, arme og ben. Dette giver altid kosmetiske gener, og ved ekstrem løshed kan det også afstedkomme fysiske og psykosociale gener.

De typiske fysiske gener er hæmmet bevægelighed pga. det hængende hudoverskud, som gør almindelige daglige gøremål, og motion besværligt, eller selve huden, der kan blive betændt i folderne, være hudløs, og endvidere kan der udvikle sig hudeksem. Trods et stort vægttab, som giver anledning til det forventede hudoverskud, kan der overraskende nok stadig være områder på kroppen hvor der vil være genstridige rest-fedt depoter. Typisk hos mændene ”dansehåndtag ved lænderne”, og hos kvinder vil det ofte være lårene.

De typiske psykosociale gener er problemer med at have et normalt sexliv, problemer med at købe almindeligt tøj og problemer med at færdes delvist afklædt (strand, svømmehal o.l.). Det er hyppigt at vi hører patienter med et stort vægttab fortælle at de oplever at deres udseende efter vægttabet får dem til at føle sig mere aparte end før, hvor de var svært overvægtige.

Kosmetiske gener er gener, der ikke forhindrer en almindelig tilværelse, men ønskes korrigeret af hensyn til ydre fremtoning og personligt velvære. Disse gener kan sammenlignes med sædvanlige graviditets- og aldersfølger, og der er ingen tvivl om at det kan have stor betydning for det personlige selvbillede og den personlige velvære at få foretaget plastikkirurgiske korrektioner af hængende løs hud uanset årsag

Korrektion af de generende hudoverskud via det offentlige sundhedsvæsen

For at kunne komme i betragtning til plastikkirurgisk korrektion af det generende hudoverskud via det offentlige sundhedsvæsen har Sundhedsstyrelsen fastsat kriterier mht. opnået vægttab, stabil vægt og et normalt BMI, samt tilstrækkelig grad af fysiske eller evt. psykosociale gener
Opfylder du disse kriterier kan du blive henvist af din praktiserende læge til konsultation på en offentlig plastikkirurgisk afdeling. Disse konsultationer og operationer udføres også på visse af Sundhedsstyrelsen godkendte privathospitaler, heriblandt AROS Privathospital. På AROS Privathospital kan vi derfor tilbyde at udføre disse operationer udført såvel privat som via ventelistegarantien.

Grundbetingelser for at få udført operationer for hudoverskud på henvisning fra egen læge

For at komme i betragtning til operation på et offentligt sygehus eller et af Sundhedsstyrelsen godkendt privathospital, herunder Aros Privathospital har Sundhedsstyrelsen opstillet visse forudsætninger i forhold til en persons overvægt.

  • man skal have været svært overvægtig (BMI >40)
  • man skal have præsteret et stort vægttab på >15 BMI points.
  • man skal have været vægtstabil (+/- 5 kg.) i >6 måneder. 
  • man skal have BMI <30. Dog kan simpel hudfjernelse tilbydes ved BMI ≤34 
  • man skal have væsentlige funktionelle gener fra vævsoverskud eller ekstreme forandringer i udseende i forhold til alder. 
  • man skal være fysisk og psykisk parat til forestående plastikkirurgisk(e) indgreb.  

Har man tabt sig som følge af en fedmeoperation, kan man tidligst blive vurderet mhp. eventuel opstrammende operation, når der gået 18 mdr. siden fedmeoperationen. Der kan man henvises direkte fra den medicinske afdeling hvor man går til kontrol, såfremt de vurderer at du er klar til det.

BMI

ægt og vægttab måles umiddelbart i kg. Et mere universelt mål er BMI-målet, som også tager hensyn til en persons højdemål. BMI (Body Mass Index), beregnes som din (vægt i kg) divideret med din (højde i m)2. Dette betyder at hvis du vejer 75 kg og er 174 cm høj, har du et BMI på 75 kg/ (1,73 m)2= 25 kg/m2.
BMI-grupperinger:

  • Undervægtig: BMI<18,5
  • Normalvægt: BMI 18,5-25 
  • Overvægtig: BMI 25-30
  • Fedme: BMI 30-35
  • Svær fedme: BMI 35-40
  • Ekstrem fedme: BMI > 40

Sundhedsstyrelsen definerer ”stort vægttab”, som et vægttab på mere end 15 BMI-enheder. De specielle plastikkirurgiske teknikker er udviklet til patienter, der har præsteret et sådant stort vægttab, og det er naturligvis ligegyldigt om vægttabet er opnået ved et fedmekirurgisk indgreb eller af egen kraft.
Det er klart at også personer, der har præsteret mindre vægttab kan have stor glæde af disse nye teknikker. Men operationerne kan så kun tilbydes som almindelige, kosmetiske operationer.

Maximal BMI 30. Ideal BMI 25.

Risikoen for komplikationer er stor ved plastikkirurgi efter stort vægttab. Risikoen stiger, hvis vægten fortsat er høj på tidspunktet for operationen. Dette betyder, at disse operationer kun tilbydes til patienter, der har opnået et vægttab til under 30 BMI. Det ideelle BMI for tidligere overvægtige ligger omkring 25. Men ofte vil patienter, der har haft en BMI > 40, have meget svært ved at nå ned på BMI 25. Dette skyldes bl.a. rest fedtdepoter samt vægten af den rigelige løse hud. Vi anbefaler ikke plastikkirurgiske operationer før 27-28 BMI, først og fremmest for at reducere risikoen for komplikationer, men også for, at et efterfølgende vægttab ikke skal ødelægge resultatet af din plastikkirurgiske operation. Hvis du opnår et yderligere vægttab efter den plastikkirurgiske korrektion, vil det oplagt bevirke fornyet løshed af huden.

Vægtstabilitet

Plastikkirurgi efter stort vægttab bør derfor også først gennemføres når man har været i en vægtstabil periode. For offentlige patienter kræves således 6 mdr.s vægtstabilitet. Hvis du er i gang med et vægttab, er dit stofskifte i ubalance og du vil mangle de byggeklodser, der er nødvendige for en ukompliceret heling. Hvis du er inde i en vægtøgning, vil et senere vægttab betyde, at resultatet af den plastikkirurgiske korrektion bliver dårligere.

Såfremt dit vægttab er opnået gennem et fedmekirurgisk indgreb, skal der gå 18 måneder før en offentligt betalt plastikkirurgisk operation kan tilbydes. Igen drejer det sig om, at stofskiftet skal nå at komme i balance for at minimere risikoen for komplikationer.

Andre sygdomme

Svær overvægt giver blandt andet risiko for udvikling af diabetes (sukkersyge) og hjertesygdomme. Sådanne sygdomme skal være ordentligt undersøgt og behandlet inden de plastikkirurgiske indgreb tilbydes. Er de ikke under kontrol, kan det skønnes uforsvarligt at gennemføre de plastikkirurgiske indgreb, eller man må nøjes med at udføre mindre omfattende indgreb, end hvad du måtte ønske.
Der er selvfølgelig også andre sygdomme, der giver en øget risiko eller gør det uforsvarligt at gennemføre de plastikkirurgiske indgreb.

Rygning

Rygning er en klart risikoøgende faktor, hvorfor de plastikkirurgiske operationer slet ikke tilbydes før 6 ugers rygepause er gennemført.

Medicinsk konsultation

Har du fået lavet et fedme kirurgisk indgreb, og opfylder kriterierne til plastkirurgiske operationer skal du måske omkring en medicinsk læge inden du bliver set af en plastikkirurg. Det er hvis du er henvist via egen læge, eller det er mere end 18 måneder siden du blev set hos en medicinsk læge. Igen, det er for at sikre at du har de bedste betingelser for at få et godt plastikkirurgisk forløb.

Hvilke plastikkirurgiske operationer tilbydes efter stort vægttab?

Kendetegnende for det meget store vægttab er, at hele kroppen bærer præg af løshed af huden og evt. andre plastikkirurgiske problemstillinger. Dette betyder, at mange patienter efterspørger korrektion af flere områder. I prioriteret rækkefølge efterspørges hudreduktion af følgende områder:

  • Mave (maveopstramning, evt med løft af venusbjerg)
  • Bryster (brystløft eller brystreduktion, evt. samtidig forstørrelse)
  • Lår (opstramning af inderlår, evt. med samtidig fedtsugning)
  • Arme (opstramning af overarme, evt. med samtidig fedtsugning)
  • Balder (løft af balder, samtidig med rygopstramning)
  • Ryg (opstramning af hængende hud på enten underkrop eller overkrop)
  • Ansigt og hals (ansigts- og halsløft)

Det er dog ganske individuelt hvor på kroppen at løsheden især manifesterer sig, og for de offentligt betalte operationer, er der fastlagt bestemte, fysiske kriterier for det lokale hudoverskud for at en given operation kan bevilliges. I kosmetisk henseende vil der naturligvis oftest kunne opnås en kraftig forbedring i alle regioner.

Kombinations-operationer

De ofte omfattende ønsker om hudreduktioner har betydet, at der er udviklet en lang række kombinations-operationer, hvor flere områder opereres i den samme bedøvelse.
I USA, findes enkelte klinikker, der udfører såkaldte total body lifts. Dette tilbydes ikke i Danmark, da sådanne indgreb indebærer en uacceptabelt høj risiko.

I Danmark tilbydes følgende kombinations-operationer:

  • Cirkulær Belt Lipectomi – Mave, venusbjerg, hofter og nedre ryg
  • Lower Bodylift – Mave, venusbjerg, hofter, nedre ryg, balder og yderlår
  • Cirkulær Upper Bodylift – Bryster, øvre ryg og evt. arme 
  • Brystløft med brystforstørrelse med eget væv - Brystforstørrelse, øvre ryg og evt. arme
  • Mom’s job – Mave, venusbjerg og bryster

Igen: visse af disse operationer kan tilbydes som offentligt betalte operationer, såfremt bestemte fysiske kriterier er opfyldt.
Rækkefølge af plastikkirurgisk operationer:
Efter et stort vægttab vil huden typisk miste sin tilhæftning på underliggende muskler og knogler. Løsheden af huden er årsag til nogle af de væsentligste fysiske gener efter vægttabet, og opleves som hud der rutsjer rundt, evt. kommer i klemme og vanskeliggør almindelig påklædning, og ikke mindst motion. Man kan som patient selv have nogle særlige ønsker om hvad man ønsker rettet først, men det er vigtigt at plastikkirurgen får lov til at lave en helhedsvurdering, og planlægning af rækkefølgen af eventuelt flere plastikkirurgiske indgreb.
For eksempel kan brysterne og brystvorternes placering blive forskudt nedefter ved en senere opstramning af maven. Det anbefales derfor ofte at den nedre del af kroppen opereres før den øvre. Ved et "mom’s job" foretages således maveplastikken som den første del af operationen.