Ole Momsen, speciallæge i plastikkirurgi med 31 års erfaring Plastikkirurgisk Center AROS
Rekonstruktion af brystvorte

Selvom det væsentligste mål ved brystrekonstruktion er genskabelse af brystformen, så man bliver fri for at anvende en ydre protese, så vælger langt de fleste kvinder afsluttende at få foretaget også rekonstruktion af brystvorten som "prikken over i'et". I rekonstruktionssammenhæng skelner man i mellem selve brystvorten og den farvede hud rundt om, idet de to dele rekonstrueres på hver sin måde og oftest en af gangen.

Rekonstruktion af selve brystvorten foretages enten ved transplantation af halvdelen af den modsidige brystvorte eller ved rejsning af en lokal hudlap. Transplantationsmetoden giver klart det mest symmetriske og naturtro resultat. Der er meget få, som har nogen som helst gener fra den modsidige "donorbrystvorte", og denne har bevaret følesans. Lap-metoden finder anvendelse, når den modsidige brystvorte er for lille til at være "donor", eller hvis patienten er imod at den skal anvendes.

Rekonstruktion af den farvede hud omkring selve vorten gøres enten ved transplantation af overskydende farvet hud fra det modsidige bryst eller ved tatovering. Tidligere transplanterede man også hud fra skridtet, men denne metode har vi på Plastikkirurgisk Center helt forladt til fordel for tatovering, som er en for patienten meget nemmere og meget mindre smertevoldende metode.

For tatovering taler desuden at selv om såvel en tatovering som et transplantat kan falme med tiden, så er det langt nemmere at forny en tatovering. Alle brystvorteoperationer foregår ambulant og i lokal bedøvelse. I første trin genskabes selve brystvorten. Når den er helet godt, dvs. efter mindst 3 måneder, kan rekonstruktionen afsluttes med en tatovering, hvilket er den nemmeste "operation" i hele forløbet. Tatovering tager 1-2 kvarter og kræver ikke en gang lokalbedøvelse. Kun transplantationsmetoden kræver en egentlig sygemelding på 5 dage, med mindre man da har meget fysisk krævende eller beskidt arbejde.