Ole Momsen, speciallæge i plastikkirurgi med 31 års erfaring Plastikkirurgisk Center AROS
Brystrekonstruktion med fedttransplantation

De senere års fremskridt inden for fedttransplantationsteknikken har nu muliggjort genopbygning et bryst helt eller delvist ved ”flytning af fedt”. Vi kan altså både genopbygge et helt bryst efter mastektomi(hel fjernelse af et bryst) eller genopbygge en del af et bryst efter lumpectomi(delvis fjernelse af et bryst). Den moderne fedttransplantationstekniks resultater baserer sig på

  • præparation af brystområdet med BRAVA vævsekspansion
  • skånsom udhentning af fedtvævet med en særlig form for fedtsugning
  • minutiøs indsprøjtning af fedtvævet i mikrodråber til brystet.

På Plastikkirurgisk Center Aros var vi nogle af de første til at indføre teknikken og har viderebragt den til Århus Universitetshospital.

Rekonstruktion med fedttransplantation er næsten altid et forløb, som kræver flere transplantationsseancer for at opnå et tilfredsstillende, blivende resultat. Forberedelsen af brystområdet med BRAVA kan halvere det nødvendige antal fedttransplantationsoperationer. BRAVA-systemet er et vacuum system, som ekspanderer brystregionen og øger blodgennemstrømningen som forberedelse til fedttransplantationen. Denne forudekspansion muliggør, at der kan transplanteres større mængder fedt per operation og dermed opnås en større fyldetilvækst

Se nærmere om BRAVA-systemet her.

Forudsætninger

Brystrekonstruktion vha. fedttransplantation forudsætter, at der er tilstrækkelige fedtdepoter på kroppen, hvorfra fedtet kan udhentes ved fedtsugning. Denne forudsætning kan dog heldigvis af mange opleves som en sidegevinst, idet det muliggør at man kan slippe af med uønskede fedtdepoter.

Desuden er det en absolut forudsætning, at tobaksrygning helt er ophørt minimum 4 uger inden rekonstruktionsforløbet påbegyndes. Tobaksrygning bør som udgangspunkt ikke genoptages. Hvis dette alligevel ønskes, så bør det tidligst genoptages 4 uger efter at hele brystrekonstruktionsforløbet er tilendebragt.

Det er ikke en forudsætning, men det gør forløbet hurtigere, hvis man ikke har fået strålebehandling. Til gengæld kan strålebehandlede opleve en sidegevinst i form af færre smerter og mindre stivhed i brystregion og skulder efter fedttransplantationer.

Behandlingsforløb ved fedttransplantation

Hvis der udelukkende skal foretages fedttransplantation, vil indgrebet kunne foregå ambulant eller under en 1-dags-indlæggelse.
Fedttransplantationen foretages sædvanligvis i lokalbedøvelse suppleret med afslappende medicin, indgivet via en blodåre i hånden. Du vil være smertedækket, men du vil hele tiden kunne mærke berøring. Især efter strålebehandling kan det dog være nødvendigt med fuld bedøvelse.

Efter operationen skal du skåne det transplanterede område, således at det ikke udsættes for tryk i 7 dage. I nogle tilfælde kan der være indikation for at genoptage BRAVA-behandlingen allerede efter få dage. På området, hvorfra fedtet er hentet, skal du anvende en kompressionsforbinding, typisk i 3 uger.
Der tilrådes et par dages ro efter operationen.

Som regel anbringes blot plaster på indstiksstederne, hvor suge-og transplantationskanylerne er anvendt. Disse kan fjernes efter en uge.
Effekten af de enkelte transplantationer i forløbet kan endeligt vurderes 2 måneder efter transplantationen. Skulle yderligere fedttransplantationer være nødvendige foretages disse med 3-6 måneders intervaller

Sædvanligvis er der behov for 3-4 behandlingsseancer, hvis man ikke har fået strålebehandling. Efter strålebehandling skal påregnes det dobbelte antal seancer. I nogle tilfælde kan der være behov for flere. Ved hver transplantation kan man forvente at 60-70 % af det transplanterede fedtvæv heler ind.

Med forbehandling med BRAVA er behandlingsforløbet således:

1)    3 uger med BRAVA i minimum 10 timer/døgn
2)    1 uge med BRAVA i 24 timer/døgn
3)    På operationsdagen møder du med BRAVA-systemet på, og fedttransplantationen foretages umiddelbart efter at BRAVAen er aftaget.
4)    Efter fedttransplantationen skal du skåne det transplanterede område, således at der ikke kommer tryk derpå i 7 dage.
       Evt. genoptages BRAVA i nogle dage.
5)    Efter 2 mdr. starter behandlingen forfra med punkt 1.

Forventelige følger efter operationene

Der kan forventes moderate smerter i operations området, mest lige efter operationen og hovedsageligt i det fedtsugede donorområde. Disse smerter kan behandles med håndkøbsmedicin fx Paracetamol.  

Blå/gule misfarvninger i huden er sædvanlige de første 2-4 uger, igen især i donorområdet. I nogle måneder efter operationen kan følesansen i donorområdet ligeledes være nedsat berøring kan føles ubehagelig i flere måneder. Som regel vil det i løbet af 3-6 måneder vende tilbage til det mere normale.

Fedttransplantationer er ”arfri”, idet alle ar vil være punktformede og de vil efter et halvt års tid sædvanligvis blot ses som almindelige pletter i huden.

 

 

 

Komplikationer

Fedttransplantationer er en lav-risiko operation. Som ved alle operative indgreb er der en vis risiko for blødning og infektion. Blødning medfører meget sjældent, at der skal foretages en ny operation. En eventuel infektion kan som regel behandles med antibiotika.