Mandlig brystreduktion

Hvad er mandlig brystdannelse?
Mandlig brystdannelse, også kaldet gynæcomasti, kan opstå af mange årsager. De mest almindelige er for store fedtdepoter (producerer kvindeligt hormon), diverse hormonelle forstyrrelser inkl. hormonindtagelse eller medicinbivirkninger. Oftest findes dog ingen speciel sygdom som årsag, men udvikler en mand kvindelig brystform bør der forud for en evt operation foretages en basal undersøgelse og udredning af mulige sygelige årsager ved egen læge.

Hvordan kan en mand slippe af med en kvindelig brystform?

Har man først udviklet kvindelig brystform, kan den uanset årsag sædvanligvis kun behandles med operativ fjernelse af det "overskydende" bryst- og fedtvæv samt evt. hudoverskud.

Er det farligt at blive opereret for mandlig brystdannelse?

Operationen er en simpel sag i øvede hænder og kun forbundet med de almindelige, mulige kirurgiske komplikationer såsom blødning og betændelse. Begge dele indtræffer sjældent og kan let behandles.

Gør det ondt at blive opereret for mandlig brystdannelse?

Operationen er så enkel, at den anbefales udført i lokal bedøvelse. Hvis man ønsker det, kan man naturligvis få fuld bedøvelse. Smerterne efter operationen, som kun varer få dage, kan nærmest karakteriseres som ømhed og klares let med almindelige smertestillende piller.

Hvordan udføres operationen?

Der er to måder at fjerne "brystet" på afhængigt af forholdet imellem brystets kirtel- og fedtindhold. Er fedtindholdet tilstrækkeligt stort kan man nøjes med at mindske brystet ved fedtsugning. Består brystet overvejende af kirtelvæv, er det ikke muligt at suge det ud, det må skæres væk. Fordelene ved at nøjes med fedtsugning er "usynlige" ar i form af tre 2 mm store "pletter", og en mindre risiko for at man får et i forhold til omgivelserne for fladt, måske endda lidt indtrukket brystparti. Skæres brystvævet væk, får man et ar placeret så diskret som muligt i randen af brystvorterne, evt. forlænget 1 cm til hver side. Igennem det 3-4 cm store hul fjernes kirtelvævet efterladende en lille plade lige bag brystvorten for at den ikke skal ende med at blive indtrukken.

Huden sys oftest med tråde, som opløser sig selv eller små, fine nylontråde. Det vil altid være et skøn fra kirurgens side om brystet egner sig til fjernelse med blot fedtsugning, og i tvivlstilfælde må du som patient være med i afgørelsen af metodevalg ud fra dine præferencer angående ar og risiko for indtrækning. Har brystet været meget stort, typisk efter et større vægttab, kan huden være så slap, brystvorten så stor eller sunket så meget, at det bliver nødvendigt at korrigere for dette. Det gøres via et cirkulært snit i randen af brystvorten, i udtalte tilfælde må snittet forlænges ud mod armhulen.

Hvordan er forløbet bagefter?

Efter operationen har man enten en komprimerende forbinding på i en uge eller en lidt løsere aftagelig kompressionsstrop i 3 uger. Eventuelle udvendige tråde fjernes 10. dag. Kontorarbejde kan genoptages efter 1-2 dage, mere fysisk arbejde bør vente 1-2 uger.

Udover ømhed skal man være forberedt på såvel hævelse som blå og gule mærker i omgivelserne. Misfarvningen svinder gradvist i løbet af 2-4 uger. Allerede efter en uge kan man sagtens se forbedringen, men er der anvendt fedtsugning er hævelsen langsommere om at svinde, og først efter 9 måneder kan man fuldstændigt se det endelige resultat.

Det skal gøres opmærksom på at behandlingen også udføres på offentlige hospitaler. Eneste forskel er ingen ventetid og garanti for at blive behandlet diskret og personligt af en speciallæge. Har du været til forundersøgelse på offentligt sygehus, og finder du ventetiderne for lange, kan du anmode om at blive viderehenvist til os iht. Statens Ventelistegaranti. Medlemmer af "Sygeforsikringen Danmark" kan få tilskud.