Brystvortereduktion

Hvad er en brystvortereduktion?
Brystvortereduktion er en meget enkel operation, som kan være til glæde for kvinder, som er tilfredse med deres barmstørrelse og deres brystform, men alene er generet af en relativt stor brystvortediameter. I nogle tilfælde er det selve "vorten", som ønskes mindsket i højden, og det kan også lade sig gøre på en enkelt måde.

Gør det ondt at få foretaget en brystvortereduktion?

Et brystløft er en lille operation, som for de fleste kan anbefales udført ambulant i lokal bedøvelse, og den er sædvanligvis forbundet med små risici og få gener bagefter. Smerter efter operationen kan lindres effektivt med medicin udleveret fra Centeret.

Hvordan udføres operationen?

Ved operationen bortskæres den ydre overskydende rand af brystvorterne. De resulterende ar er således beliggende i randen af brystvorterne. Ved operationens afslutning forsynes brysterne med en komprimerende forbinding. Snittene sys enten med selvopløsende tråd eller en tynd nylontråd. I dybden holdes den ydre hudrand ind mod brystvorteranden med en tyk, men selvopløselig tråd, som efter et par uger sagtens kan erkendes med en finger.

Hvad sker der med brystvorterne?

Intet ud over at deres diameter reduceres til ønsket størrelse. Der er ingen risiko for tab af følesans i brystvorterne, og ammeevnen er uberørt. Når den tykke, selvopløselige tråd forsvinder efter 2 -3 måneder vil nogen dog opleve at brystvortehuden giver sig lidt og brystvortediameteren øges lidt igen. Derfor skal man erfaringsmæssigt altid mindske diameteren til lidt mindre end man ønsker som slutmål.

Hvor tidligt kan man vurdere resultatet?

Så snart du kan fjerne forbindingen efter et par dage, vil du kunne glæde dig over den normaliserede brystvortestørrelse. Men du skal være forberedt på at huden omkring brystvorterne er meget rynket i de første mange uger, fordi den er syet ind fra en større til en meget mindre diameter. Huden skal have tid til at trække sig sammen og glattes ud, og det er i den periode, at man også kan imødese en vis øgning af brystvorternes diameter i forhold til lige efter operationen.

Hvor længe beholder brystvorterne deres nye udseende?

Når arrene omkring brystvorterne efter et halvt års tid først har sat sig og opnået styrke, er risikoen for fornyet forstrækning af brystvorterne meget lille. Man kan derfor forvente et meget langtidsholdbart resultat, som dog kan influeres noget af amninger og større vægtændringer.