Ole Momsen, speciallæge i plastikkirurgi med 31 års erfaring Plastikkirurgisk Center AROS
Ar, aknear og tatoveringer

Ar findes i mange typer. De kan aldrig fjernes sporløst, men kan næsten altid gøres mindre iøjnefaldende og pænere. Ar efter operationer kan gøres mindre og mere diskrete, enten ved en plastikkirurgisk operation eller CO2-laserbehandling. Hos arveligt disponerede personer, og på specielle områder af kroppen, kan der udvikle sig abnorme ar, såkaldte keloidar. Disse kræver en helt speciel multimodal behandling.

Ar efter udbredt akne kan være meget skæmmende for udseendet, især i ansigtet. Udseendet kan bedres betydeligt med CO2-laserbehandling. Udbredte, indtrukne og stive ar som ikke kan gøres mindre, fx efter forbrændinger, kan løftes og gøres mere smidige med fedttransplantation. Læs mere om fedttransplantation her >

Tatoveringer kan sløres med gentagne laserbehandlinger, men pigmentet fjernes ikke - det slås blot i stykker. Meget ofte vil konturerne stå tilbage som et vidnesbyrd om en tatovering, som er søgt fjernet. Behandlingen efterlader typisk den omgivende hud grumset, hvilket gør at man med laserbehandling oftest ikke kan slippe af med indtrykket af at have været tatoveret. Vi har derfor valgt alene at tilbyde kirurgisk fjernelse af tatoveringer. Dvs. man bytter sin tatovering med et ”uskyldigt ar”, og slipper dermed med sikkerhed af med det tatoverede look. Dette behandlingsvalg indebærer selvfølgeligt, at vi kun tilbyder fjernelse af mindre tatoveringer. Den mulige tatoveringsstørrelse, som vi kan fjerne, afhænger af tatoveringens lokalisation.

Hvordan udføres operationen for ar, aknear og tatoveringer?

Ar opereres typisk med bortskæring af alt gammelt arvæv, evt. kombineret med små såkaldte lapplastikker, som tjener til yderligere at sløre arret ved bla. at ændre arrets retning. På denne måde falder det mere i med omgivende rynker. Ar kan desuden sløres yderligere med fraktioneret CO2-laserbehandling.

Aknear i ansigtet behandles primært med CO2-laser. Målet er at opnå en jævnere og smidigere hud. Har man meget dybe ar ("istappe"), bør de udstanses og hudtransplanteres hul for hul inden laserbehandling, for at opnå det bedste resultat. Det er fortrinsvist aknear i ansigtet som kan laserbehandles. Med de nyeste CO2-lasere kan man til behandling af aknear i ansigtet vælge iml. en ablativ behandling eller en fraktioneret behandling. Med den ablative behandling er det muligt at opnå store forbedringer ved blot én behandling, men til gengæld kræver behandlingen mere bedøvelse og efterforløbet er langt mere krævende. For at opnå tilsvarende resultater med den fraktionerede laserbehandling, skal denne gentages 5-6 gange. Til gengæld er den fraktionerede behandling let at gennemgå og kræver ingen rekonvalescenstid.

CO2-laserbehandling af fx aknear kræver i den fraktionerede form kun lokal bedøvelse med påsmøring af en bedøve-creme. I den ablative form er det nødvendigt med regulær lokalbedøvelse, evt. kombineret med afslappende medicin i en blodåre.

Store, fladeformede ar, eller indtrukne ar på kropsområder, hvor der ikke er væv nok til at kunne foretage en bortskæring af arvævet, kan behandles med fedttransplantation. Med denne teknik kan hulheder udjævnes og stiv hud og underhud normaliseres betydeligt.

Operation med bortskæring eller fedttransplantation foretages sædvanligvis i lokalbedøvelse. Det er kun anlæggelsen af lokalbedøvelsen, der gør ondt, og fuld bedøvelse er sædvanligvis kun påkrævet, hvis det er et barn, som skal behandles. Smerterne efter operationen klares let med almindeligt smertestillende.

Hvordan skal man forholde sig efter behandlingen?

Efter en operation kan den ydre bandage sædvanligvis fjernes 2 dage efter operationen, mens de inderste plastre lades urørte indtil trådfjernelse eller minimum 10 dage. Det opererede område bør holdes højt de første 2-3 dage, hvilket kan være ret besværligt, hvis man er opereret på benet. Man kan tage brusebad allerede dagen efter operationen. Varme karbad skal undgås i 2-4 uger. Hvornår lettere træning kan påbegyndes, afhænger ligeledes af lokalisationen, men intensiv træning bør sædvanligvis vente 4 uger.

Efter ablativ CO2-laserbehandling er der en 3-5 dages fase, hvor huden hæver og væsker. Det er vigtigt at den behandles med enten vaseline eller en plastikforbinding. Derefter skal huden blot holdes smidig med en tyk hudcreme. Efter fraktioneret CO2-laserbehandling skal man blot være omhyggelig med sin hudpleje.

Hvornår kan man genoptage sit arbejde?

Efter en aroperation afhænger det dels af operationens lokalisation dels af arbejdets art. De fleste kan dog regne med at være arbejdsklare senest efter en uge.

Efter fraktioneret CO2-laserbehandling kan man gå direkte på arbejde, mens ablativ CO2-laserbehandling kræver minimum 3 dages rekonvalescens.

Hvordan er forløbet bagefter?

Er der ved operationen anvendt udvendige tråde skal de fjernes efter 5 til 10 dage. Efter operation tilrådes man plasterbehandling af de nye ar for at forebygge breddeøgning af arrene. En vis breddeøgning i forhold til det sytrådstynde ar man har i begyndelsen, må man dog altid forvente. Hvis man er af den type som danner tykke ar, kan yderligere medicinsk behandling blive nødvendig. Et nyt ar er meget rødt, og den røde farve svinder først efter tre måneders tid.

Efter ablativ CO2-laserbehandling er huden rød og sart blussende i minimum 2 uger, mens det kun tager få dage før huden er normal efter den fraktionerede laserbehandling.

Såvel efter operationen som efter laserbehandlingen, skal man undgå soleksposition af det behandlede område i 6 måneder.

Der ydes evt. støtte fra "Sygeforsikringen danmark" og andre sygeforsikringer til operation for skæmmende ar og aknear efter individuel ansøgning. Det skal gøres opmærksom på, at behandlingen også udføres på offentlige hospitaler. Eneste forskel er ingen ventetid og garanti for at blive behandlet diskret og personligt af en speciallæge. Har du på offentligt sygehus fået en konsultations- eller operationstid, som ligger mere end 1 måned frem i tiden, kan du anmode om at blive viderehenvist til os iht. Statens Ventelistegaranti.