MACS-ansigtsløft (Minimal Access Cranial Suspension)

Hvad er anderledes ved et MACS-ansigtsløft?
Et MACS-ansigtsløft (Minimal Access Cranial Suspension) er en nyere teknik, som er velegnet, når problemet mere er tyngde end hudoverskud i underansigt og på hals. Operationen er derfor typisk velegnet til yngre patienter, og pga. det mindre hudoverskud kan man derfor nøjes med et kortere ar. Typiske træk er en udslettet kæberand, generende kæbeposer, sure mundvige og en udslettet hage-halsvinkel. Er der for meget fylde på halsen og evt. i underansigtet, kan tyngden yderligere reduceres med en supplerende fedtsugning. Denne vævsudtynding muliggør også en yderligere opstramning af huden. Hvis mellemansigtet også er sunket, kan et MACS-løft extenderes til også at omfatte et løft af fylden over kindbenene. Er huden på nedre øjenlåg også løs, må typisk suppleres med fjernelse af resulterende hudoverskud her. Er hulningen neden for øjenlågene meget dyb, kan evt. suppleres med fedttransplantation. Er den ydre del af øjenbrynene også sunket, kan operationen udvides til at omfatte et tindingeløft.

Da det netop er nedsynkningen af hudens underlag, der er problemet, er det en integreret del af operationen at løfte dette vævslag, det såkaldte SMAS-lag (Superficial Musculo-Aponeurotic System). Dette vævslag inkluderer den overfladiske halsmuskulatur, som fortsætter op i ansigtet som et tyndt senespejl, der inkluderer fedtpuderne på kinderne. SMAS-laget er meget stærkt og bærer den overliggende hud og fedt. Ved et MACS-ansigtsløft, forankres SMAS-laget oprykket til kindbensknoglerne med nogle dybe, kraftige tråde. Ved selve MACS-løftet tilstræbes konturen af underansigt og hals genskabt, dvs. at fylden på kinderne flyttes tilbage op på kindbenene, de tunge kindposer forsvinder, de dybe furer mellem kind og mund udglattes, og underansigtets ovale form og hage-halsvinklen genskabes. Extenderes det til at inkludere et mellemansigtsløft flyttes også de forreste kindfedtpuder tilbage op på kindbenene og furen iml. kind og mund udglattes helt op til næsen.
Et ansigtsløft udført med MACS-teknik forhindrer ikke, at man senere i livet får lavet en større ansigtsløftning med en regulær SMAS-plastik.

 

Hvad er risikoen ved et MACS-ansigtsløft?

Et MACS-ansigtsløft indebærer en mindre risiko for dårlig hudheling og beskadigelse af ansigtsnerver end et ansigtsløft af nedre ansigt med SMAS-plastik, som giver den mest dybdegående og holdbare effekt. Det skyldes dels at man ikke underminerer så store hudområder, dels at man ikke kommer så tæt på de vigtige bevæge-ansigtsnerver. Der er også en klart mindre risiko for nedsat følesans i huden lige foran ørerne. Derudover er der naturligvis de helt almindelige operationsrisici såsom uheldige reaktioner på bedøvelse eller blødning og betændelse, som kan nødvendiggøre reoperation, men som ikke fører til varige men.

Gør et MACS-ansigtsløft ondt?

Ved operationen bliver du overvåget af en narkoselæge. Du er enten fuldt bedøvet eller i så afslappet tilstand, at du ikke mærker eller husker, hvad der foregår under operationen. Efter operationen er smerter yderst sjældent et problem med relevant smertestillende behandling, som du naturligvis vil få udleveret fra Centeret.

Hvordan udføres et MACS-ansigtsløft?

Hudsnittene lægges i de naturlige kurver foran øret og derfra godt 6 cm videre op i hårgrænsen. Ved operationen løsnes huden på kinderne, og SMAS-laget på nedre ansigt og mellemansigtet sys op til tindingen, hvorved vævene på kinderne flyttes tilbage til deres tidligere position, således at den tabte, yngre kontur kan genskabes. Overskydende hud fjernes, inden snittene sys omhyggeligt sammen uden træk på hudrandene for at gøre arrene så små som muligt.

Hvordan er efterforløbet for et MACS-ansigtsløft?

Efter operationen får du en forbinding på kinderne og omkring hovedet, og du bliver anbragt i en seng med løftet hovedgærde. Du kan vælge at forblive indlagt til om aftenen eller til næste dag. Det sidste er det mest forsvarlige for så vidt muligt at undgå blødninger, da der oftest ikke anlægges dræn. De første 2-3 dage skal du undgå at bøje dig med hovedet nedad og helst sove med løftet hovedgærde. Hjemlige aktiviteter kan genoptages dagen efter, men undgå anstrengelser, som kan sætte blodtrykket i vejret. Du kan begynde at tage brusebad og vaske hår 2 døgn efter operationen. I efterforløbet vil der altid være hævelse og typisk også misfarvninger, især ned på halsen. Hævelsen aftager drastisk allerede efter en uge, misfarvninger klinger af i løbet af 2-3 uger. De kan dækkes med makeup eller en høj halskrave. Efter 1-2 uger vil de fleste kunne genoptage deres normale udadvendte aktiviteter. Trådene fjernes successivt inden for 8 dage. Inden operationen får du en nøje skriftlig instruks om forholdsregler før og efter operationen.

Hvor tidligt kan man vurdere resultatet af et MACS-ansigtsløft?

Det endelige resultat af en et MACS-ansigtsløft kan ikke vurderes før efter 2-3 måneder. Der er derfor ingen grund til at bekymre sig over eventuelle små ujævnheder under huden i de første uger. Omvendt tager det et helt år før den sidste hævelse er forsvundet og især arrene har opnået deres mest diskrete udseende.

Hvor længe holder et MACS-ansigtsløft?

Hvor længe du kan forvente at bevare dit nye udseende afhænger af mange faktorer, såsom arvelige anlæg, rygning, soleksposition m.m. Men du vil under alle omstændigheder kunne se frem til flere års glæde af resultatet, før aldringsprocessen indhenter det opnåede. Som en tommelfingerregel varer det 10 år inden at udseendet er tilbage ved udgangspunktet, og en fordel ved et MACS-ansigtsløft for yngre patienter er, at det uden problemer kan gentages eller udvides til et fuldt løft af nedre ansigt og hals.