Kombinationen af kæbekirurgi og plastikkirurgi gør det muligt at opnå det optimale & mest harmoniske behandlingsresultat. Kæbekirurgisk Klinik AROS
Vigende eller smalle kindben

Kindben, der står langt tilbage, kan have en ganske negativ, men ofte overset indflydelse på et ansigts proportioner. Aktuelt er det mere kindbenenes bredde, der har fokus.

Oftest søger folk os snarere med ønske om en reduktion af næsens størrelse eller løft af de nedre øjenlåg. Det skyldes at vigende kindben kan gøre næsen meget prominerende og give indtryk af meget indfaldne nedre øjenlåg og derned give en udtalt disharmoni i ansigtet.

 

Hvem kan have glæde af en kosmetisk korrektion af kindben?

Såvel smalle som vigende kindben er negative træk i et ansigt uanset køn. Vigende kindben kan misopfattes som en for høj næseryg. De kan også få nedre øjenlåg til at stå frembulende.

Det er selvfølgeligt individuelt, hvornår kindbenenes projektion og/eller bredde opfattes for lille ift. ansigtsskelettet i øvrigt. En forstørrelse af kindbenene kan blive mere indiceret med alderen, idet de sædvanlige aldersforandringer går i retning af vigende kindben. 

Konsultation og røntgenundersøgelse for rette operationsplanlægning

Ideelt skal behandlingen tilgodese patientens behov og ønsker. Ved konsultationen, som udføres af plastikkirurg Ole Momsen, analyseres ansigtets proportioner og skelet og bløddeles andel heri. Desuden afdækkes om der er problemer med tandstilling og bidfunktion. De mulige løsninger med gevinster såvel som bivirkninger drøftes. Der lægges en foreløbig operationsplan, og patienten skal derefter have foretaget specialrøntgen, som vi kan tilbyde at blive direkte henvist til hos en samarbejdende specialtandlæge i Århus, ofte med mulighed for foretagelse samme dag.

Journal, fotos og røntgenoptagelser forelægges så for vores kæbekirurg mhp. hans vurdering, og der fastlægges et endeligt operationstilbud, som tilsendes patienten.

Hvordan korrigeres vigende og smalle kindben?

Løsningen vil altid indebære indsættelse af et passende MEDPOR implantat. Kindbensimplantater fås i mange udformninger, nogle kindbenene mes på siderne, andre fortil. Er der kun behov for en mindre forstørrelse kan det klares med en filler(SubQ). Hvis der desuden er et meget tyndt bløddelsdække, en typisk aldersforandring, kan fedttransplantation komme på tale.

Hvordan foregår kindbensoperationen?

Kindbensoperationer udføres altid i fuld bedøvelse. I nogle tilfælde kan man supplere med fedttransplantation til nedre øjenlåg. Typisk vælges adgang via mundslimhinden på indersiden af overlæben. I enkelte tilfælde kan adgangen være via de nedre øjenlåg. Implantaternes position sikres altid med titaniumskruer. Filler eller fedttransplantation kan derimod sagtens udføres i lokal bedøvelse.

Implantatoperationerne sker altid i samarbejde mellem kæbekirurg John Jensen og plastikkirurg Ole Momsen og grundet operationernes komplexitet anbefales at overnatte indlagt på hospitalet

Hvad er risikoen ved en kindbensoperation?

Der er en lille risiko for nedsat følesans (varme, kulde og berøring) i nedre øjenlåg og forreste del af kinden hvilket skyldes, at der i forbindelse med stræk på bløddelsvævet fortil på kindbenene kan fremkomme træk på følenerveforsyningen. Nerverne, der kommer ud gennem en åbning i kindbensknoglens nedre del, ligger ca. 9 mm neden for øjenhulens nedre rand. Kirurgen er altid meget opmærksom på at beskytte nerverne, og risikoen for beskadigelse er <1%.
Men selve trækket i slimhinden omkring nerverne kan betyde, at der går nogen tid (typisk 1-3 måneder) inden følesansen er kommet helt tilbage i nedre øjenlåg og overlæben. I sjældne tilfælde (<1%) kan en nedsat følesans være permanent. Der vil aldrig være tale om nerver som bruges til at bevæge ansigtet eller overlæben med. Midlertidig hævelse og misfarvning i nedre øjenlågsområde er helt normalt.

Ved indsættelse af implantat er den væsentligste komplikation betændelse omkring implantatet. Dette kan i værste fald ikke bekæmpes med antibiotika og i så fald medføre, at det bliver nødvendigt at fjerne implantatet. Der gives naturligvis forebyggende antibiotika ved operationen og den højest mulige grad af sterilitet opretholdes. Men risikoen for betændelse er cirka 2% selv hos helt raske personer.

Hvordan er efterforløbet?

Efter indgrebet påsættes en kompressionsforbinding for at mindske hævelse og blødning efter operationen. Denne bibeholdes 1-3 dage efter operationen.

I de første 3 dage er der typisk udtalt hævelse af kindbensregionen strækkende sig op i nedre øjenlåg. Der er ømhed, men sjældent morfinkrævende smerter. Hævelsen aftager kraftigt efter de første tre dage, men den er ikke forsvundet helt før efter et halvt år. Der kan også forekomme nedsat følsomhed i forreste del af kinden eller siden af overlæben. I givet fald vil følsomheden typisk gradvist normaliseres over 1 til 6 måneder.

Sammensyningen i mundslimhinden sker med opløselige tråde. Det er valgfrit om man ønsker trådene fjernet efter en uge.