Mette Meinert - har i 7 år arbejdet med underlivssmerter og vulvasygdomme Gynækologisk Klinik AROS
Fjernelse af livmoder for godartet sygdom

Formålet med operationen
Operationen har til formål at stoppe blødninger og/eller smerter.

Praktisk information
På indlæggelsesdagen skal du henvende dig i receptionen.
Den første dag kan føles meget lang, og da ventetid kan forekomme, er det en god idé at medbringe noget læsestof eller andet.

Før operationen
  • Du skal tage et afføringsmiddel (microlax), som du køber på apoteket. Det skal tages 10-14 timer før operationen.

  • Fra 6 timer før operationen må du ikke spise mad eller drikke mælkeprodukter. Indtil 2 timer før operationen må du drikke saft, vand, juice, kaffe, te og ryge. Herefter må du intet indtage. Det er vigtigt, at disse fasteregler overholdes, da der ellers vil være risiko for, at du kaster op under bedøvelsen.
Den dag du skal opereres
  • Du vil eventuelt få støttestrømper og/eller blodfortyndende behandling for at undgå, at du får blodpropper.

  • I forbindelse med brusebadet om morgenen bør du undgå at bruge cremedush eller fugtighedscreme.

  • Du må ikke have neglelak, makeup eller smykker på.

Sådan foregår operationen

Operationen foregår som regel under fuld bedøvelse, hvor du sover. I enkelte tilfælde, hvor der er nedsunket livmoder kan der evt. opereres i rygmarvsbedøvelse, hvor du er fri for smerter, men ellers vågen.

Operationen udføres gennem skeden. Livmoderen løsnes fra æggestokke og æggeledere samt fra skedetoppen, som lukkes. Der vil blive anbragt et kateter i blæren samt et dræn, som føres ud gennem skeden i forbindelse med indgrebet. Katetret og drænet kan som regel fjernes inden for det første døgn. Ved operationens slutning lægges ofte en gazestrimmel i skeden. Denne fjernes næste dag.

I nogle tilfælde er det nødvendigt at foretage en kikkertundersøgelse for at vurdere, om livmoderen kan fjernes via skeden. Den foregår ved, at der føres en kikkert ind i bughulen via et snit ved navlen, så man kan overskue livmoder, æggestokke, æggeledere og andre organer. Undertiden er det nødvendigt at løsne æggestokke og æggeledere ovenfra. I de fleste tilfælde kan det lade sig gøre via små snit i maveskindet som kikkertoperation. Resten af operationen foregår nedefra som beskrevet ovenstående.

Operationen varer som regel 1-1½ time.

Komplikationer, der kan opstå i forbindelse med operationen

Nogle patienter kan opleve følgende:

  • får de første dage efter operationen forbigående temperaturforhøjelse, som ikke kræver behandling. Der kan opstå infektion i toppen af skeden, blærebetændelse eller lungebetændelse, som kan behandles med antibiotika.

  • får en blodansamling (evt. med infektion) i skedetoppen. Som oftest forsvinder blodansamlingen af sig selv.

  • får under operationen en rift i blæren, som syes sammen igen.
    Ved enhver operation indebærer selve bedøvelsen en vis om end meget lille risiko.

Ubehag efter operationen

Hvis du har fået foretaget kikkertoperation i forbindelse med fjernelse af livmoderen, kan du have smerter i skulderen efter operationen. Der kan evt. også være trykkende smerter i maven under ribbenene. Smerterne skyldes den luft, som har været indblæst i bughulen under operationen. Smerterne vil forsvinde i løbet af 2-3 dage.

Særlige forhold

Æggestokkene og æggelederne bliver ikke nødvendigvis fjernet. Det vil være afhængigt af alder. Under operationen sikrer man sig, at æggestokkene er normale. Findes der unormale forhold, kan æggestokkene og æggelederne fjernes. Ellers fjernes de kun efter aftale.

Udskrivelse og efterforløb

Sædvanligvis sker udskrivelsen inden for 2-3 dage. Sygemeldingens længde er normalt 4-6 uger.

Du vil kunne forvente lidt blødning/udflåd i op til et par uger efter operationen. Seksuelt samliv kan genoptages, når der er gået ca. 4 uger. De fleste kvinder har uændret eller forbedret samliv efter operationen.

Du må ikke foretage løft over 5 kg i 4-6 uger efter operationen. Du må gerne gå i gang med knibeøvelser med det samme, men bør vente 2-3 uger med øvrige bækkenbundsøvelser. Bliver du opereret på grund af smerter, må du være opmærksom på, at disse smerter ikke altid forsvinder.

Er du endnu ikke kommet i overgangsalder, vil æggestokkenes produktion af hormoner i de fleste tilfælde fortsætte uændret. Skulle du få gener, som tyder på, at du er i begyndende overgangsalder (hedestig-ninger, svedeture, episoder med blussen i ansigtet og på brystet, tørhed i skeden), bør du kontakte din egen læge. Hormonbehandling kan da komme på tale.